Quickparts er en e-handelsvirksomhed i Sønderborg, der sælger reservedele og tilbehør til hvidevarer. De har tre webshops i Danmark, Norge og Sverige, hvor de sælger til både private og profesionelle kunder. Virksomheden har for nyligt gennemført et Modstandsdygtig.DK-forløb, der har givet dem et nyt perspektiv på, hvad de kan gøre for at fremtidssikre forretningen.
Det startede med støvsugerposer
Virksomheden blev grundlagt i 1977 under navnet Tridan, og i starten handlede det mest om at sælge støvsugeposer. I dag har Quickparts mange tusinde varenumre, der dækker over alverdens reservedele til hårde hvidevare samt alt til varmepumper og rengøringsudstyr.
Hverdagen på lageret hos Quickparts består af pakning af de ordrer, som virksomheden ekspederer til enten afsendelse eller afhentning direkte på lageret i Sønderborg.
Fokus på at udvikle virksomheden
Quickparts troede først, at de skulle have hjælp til at sikre deres IT-systemer, da man kort forinden havde haft en utilsigtet IT-hændelse. Men efter at have talt med Modstandsdygtig.DK-konsulenter fra FORCE Technology fandt de ud af, at det vigtigste var at udvikle deres værditilbud til kunderne og leverandørerne.
“Vi blev bevidste om, hvordan driften nogle gange tager tiden fra personer som burde sikre virksomhedens fremtid og være med til at udvikle virksomheden. Derfor har vi etableret et lille udviklingskontor, hvor der sidder to personer, som er dedikerede til udvikling af virksomhed og til at udvikle de ting, vi skal bruge 1-2 år frem i tiden”, fortæller Niels-Henrik, der er adm. direktør og medejer af Quickparts.
En ny vision og et nyt værditilbud
Gennem Modstandsdygtig.DK-forløbet fik virksomheden også hjælp til at få nedfældet, hvor de gerne vil hen i fremtiden. Og her er visionen klar:
“Det er vigtigt for os at kunne tiltrække kunderne, og det er vigtigt for os at kunne tiltrække de rigtige leverandører. Det bedste ville være, hvis en kunde – udover selve varen – ser en værdi i at handle med os. Derfor fik vi sammen med konsulenterne skitseret en vision, der beskriver hvordan vi i fremtiden vil være i stand til at tilbyde vores kunder noget helt unikt,” siger Niels-Henrik. Hvad det præcis er, holder de endnu hemmeligt. Men de arbejder på at finde ud af, hvilke eksisterende værktøjer de kan bruge, og hvor de skal investere for at realisere deres ambition.
Quickparts håber, at deres sats på udvikling vil hjælpe dem med at holde sig på forkant med markedsudviklingen og sikre deres fortsatte relevans for kunderne.
Her kan du i øvrig se en video, hvor Niels-Henrik Hedegaard sætter ord på Quickparts’ rejse mod øget modstandsdygtighed.